Maleriet forestiller en karl i almuedragt fra begyndelsen af 1800-tallet, der viser sin status ved at tænde en cigar. Maleriet er et eksempel på nationalromantikkens motivvalg.
Malerier med glade, dansende bondefolk i hyggelige, lavloftede stuer kom på mode i 1800-tallet. Professor ved Kunstakademiet N. L. Høyen opfordrede kunstnerne til at søge deres motiver blandt Danmarks almue i stedet for at tage til Italien og male pitoreske billeder af den italienske befolkning.
De nationalromantiske malerier var et led i dyrkelsen af det danske. Efter tabet af Sønderjylland i 1864 skulle det danske folk ruste sig, både udadtil, med opdyrkning af de marginale jorder, og indadtil, psykisk. Bondebefolkningen blev fremhævet som et ideal og deres liv udtryk for “selvgroet, dansk folkekultur”. Exners malerier af bønderne i farvestrålende dragter fra Hedeboegnen, hvis centrum lå i trekanten mellem Roskilde, København og Køge, blev højt elsket.
Malerier
Malerier af kendte kunstmalere som Michael Ancher, Julius Exner, Peder Mønsted, L.A. Ring og Edvard Weie indgår i udstillingen "Mod nye tider".
Der er malerier af kvinder, der syr og bærer de færdige hedebodragter. Andre viser landskaber og beboere og fortæller om udviklingen af landbrugsproduktionen og landbosamfundet.
Maleriet forestiller en ung pige i hedebodragt, der søger plads hos en borgerlig frue, der er ved at gennemse hendes skudsmålsbog, en slags “karakterbog” for god opførsel.
Kontakten mellem bondebefolkningen fra Hedeboegnen syd og sydvest for København og storbyen har været tæt. Ikke alene leverede bønderne korn og andre landbrugspodukter til storbyens voksende befolkning, kvinderne leverede også mælk til borgerskabets spædbørn. Igennem 1800-tallet var det normen, at man havde en amme til at passe og give sit spædbarn brystmælk. For at kunne amme skulle pigen have født et barn, og derfor var skudsmålet måske ikke helt uplettet. Mange ugifte mødre måtte efterlade deres eget barn på hjemegnen og tage til byen, dels for at undgå skammen, dels for at ernære sig selv. På Greve Museums hedeboudstiling kan man bl.a. læse om ammen, Sidse Hansdatters, skæbne.
Rings lille portræt af en ung bondeknøs er et af hans såkaldte “tærskelmalerier”, der som motiv har en person, der længselsfuldt ser ud mod fremtiden, hvad mon den vil bringe?
Ring, der oprindelig hed Laurits Andersen, tog efternavn efter sin fødeby på Næstvedegnen. Han var tømrersøn, udlært malersvend, men drømte om at blive kunstner. Han endte sine dage som en skattet maler og agtet borger i Roskilde.
Det lille maleri er symbol for Greve Museums permanente udstilling “Mod nye tider”, der fortæller forskellige aspekter af de ændringer, f.eks. industrialisering og omlægning af landbruget, andels- og højskolebevægelse og de folkelige bevægelser, der greb stærkt ind i landbobefolkningens tilværelse i slutningen af 1800-tallet.
De nye tider medførte en ny landbokultur, der dominerede indtil 1950´erne.
Maleriet, der hænger i museets permanente udstilling, viser en bondekvinde, der er kravlet op på spisebordet for at få så meget lys som muligt til at sy sit hvide lærredsbroderi. At sy hvide syninger var eftertragtet for kvinderne. De hvide lærredsbroderier opstod i 1700-tallet som resultat af bøndernes velstand, man havde økonomsk overskud til at ofre tid til at smykke tekstilerne med broderier. Når der skulle være fest hos bønderne smykkede man stuen med hvide pyntetekstiler. Hvidt er renhedens farve og symbol på højtidelighed.
De hvide tekstiler blev syet i hjemmene. Pigerne begyndte på at sy deres udstyr så snart de kunne holde på nål og tråd.