Cannon 343

Vaskekonen inviterer til store vaskedag, så du kan blive kølet ned i sommervarmen, mens du viser vaskebrættet frem.

Onsdag 29. juli kl. 11.30-14.30

Museets vasketøjskurv er fuld af lagner, forklæder og mammelukker, som trænger til at blive vasket. Til dét vil museet meget gerne have hjælp. Samtidig vil museet gerne fortælle om, hvordan man vaskede tøj i gamle dage. Derfor inviteres børn og voksne til vaskedag på gammeldags vis.

Børnene kan prøve at bære vand med åg og rive sæbe. Der bruges gammeldags vaskemidler som askelud, grøn og brun sæbe og soda. Selve tøjvasken foregår i zinkbalje med vaskebræt, med vaskeheks eller i vaskevugge. Tøjet skylles i mange hold vand. Faktisk sagde man, at det sidste hold skyllevand skal være så rent, at man vil byde sin kæreste det at drikke. Med banketærskler banker vi de sidste sæberester ud af tøjet og tøjet vrides og hænges til tørre eller lægges til blegning i solen. Bagefter kan man prøve at "stryge" tøj med glittesten, manglebræt og manglestok, og forskellige rullemaskiner. Tag gerne lidt vasketøj med.

Husk tilmelding hvis I kommer en stor flok. Arrangementet foregår udendørs, så husk solcreme og husk også praktisk påklædning til børnene, så de kan få lov til at sjaske med vandet.

Aktiviteterne er inkluderet i entrébilletten.