DSC4228

På Greve Museum holder vi gammeldags fastelavn i flere dage – ligesom man gjorde før i tiden. I løbet af vinterferien kan du varme op med at lave dit eget fastelavnsris og prøve gamle fastelavnslege.

Fra tirsdag d. 18. til fredag d. 21. februar kl. 11.30 - 14.30

Fastelavn - festen før fasten

Fastelavn var oprindeligt den fest, der blev holdt, inden fasteperioden i 40 dage op til påske begyndte. Derfor var fastelavn også en fest, hvor folk spiste og drak den bedste mad. Der blev spist masser af kød, æg og hvidt brød. De fleste har nok droppet fasteperioden, men legene og fastelavnsbollerne holder vi fast i. Vi piner dog ikke længere en sort kat til døde, når vi slår katten af tønden, og man kan heller ikke vinde et års skattefrihed. Men mange af vores nutidige måder at fejre fastelavn på har rod i de gamle traditioner.

Lav dit eget fastelavnsris

I vinterferien kan du høre mere om gamle fastelavnstraditioner, når der tirsdag 18/2 – fredag 21/2 er rundvisninger i stuerne på Grevegård. Efter rundvisningen er der åbent i værkstedet, hvor vi laver masker og gammeldags fastelavnsris. Fastelavnsrisene blev pyntet med frugtbarhedssymboler som blomster og frugter, halve æggeskaller og storke med svøbelsesbørn i næbbet. Har man husket det varme tøj, så er der mulighed for at prøve udendørs fastelavnslege som ringridning og at slå potter itu.

Kl. 11.30 - 12.15: Rundvisning for hele familien om fastelavn i gamle dage

Kl. 12.30 - 14.30: Værksted med fastelavnsris og masker. Materialepris.