Gå til hovedindhold
For børn
9/8 - 10/8

Bonderøvsdage

Fyld halm i dine kondisko og find din indre bonderøv frem, når Greve Museum slår portene op for et par skønne bonderøvsdage med masser af sjove aktiviteter.

Tvillinger holder en sød lille kanin

Programmet er spækket med alt, hvad bonderøvshjertet begærer, når Greve Museum inviterer til et par hyggelige familiedage i de smukke omgivelser på den gamle, stråtækte bondegård.

Kom og mød bieksperten, og se også hvordan man fletter en kurv.

I kan også kæle en nuttet kanin, deltage i kæphesteræs og gætte, hvor hønen skider på bingopladen. 

I hørværstedet kan I prøve at bryde, skætte og hegle hør.

Vi hiver vaskebræt og zinkbaljer frem og pjasker løs, når vi holder en vaskeægte tøjvaskedag.

I madværkstedet står smagsprøver på syltemælk og fedtemadder klar til små bondeknøse og -piger, der vil hjælpe med at kærne smør. 

I kan også lege sjove bonderøvslege eller lave flotte filtbolde af uld.

Den hyggelige museumscafé serverer lækker bondemad- og drikke. Denne dag er der tarteletter, frikadeller med rugbrød og pølsehorn på menuen. Caféen serverer også hjemmebagt kringle.

I er velkomne til at tage jeres egne madkurve med under armen. I kan nyde jeres madpakker udendørs ved museets bord-bænke sæt.

Praktisk information

Pris: Alle børn skal bruge et aktivitetskort, som koster 60 kr. pr. barn. Voksne køber alm. entré til museet (60 kr.).

Børn op til 3 år kommer gratis ind.

Aktiviteterne er udendørs, så tag tøj på efter vejret.

Alle aktiviteterne kan tilgås med barnevogn og i kørestol. Der er også adgang til puslefaciliteter på museet. 

Sidst opdateret: 14. maj 2024