Grevekildebroende_kommunevaaben

Kontakt

Greve Museum
Tlf.43 40 40 36
museum@greve.dk

Da Greve - Kildebrønde fik sit kommunevåben

Det er ikke nogen nem sag for en kommune at få godkendt et nyt kommunevåben. Det skal overholde en række regler angående form og farve. Desuden skal den opfylde følgende grundbetingelser:

  • Våbenet må ikke indeholde danske eller udenlandske statsemblemer eller lignende.
  • Våbenet skal være forskelligt fra andre danske våbener. Det skal være et kendemærke. Derfor er der nogle typer figurer, der ikke egner sig til nye kommunevåben, fordi der er for mange af dem i forvejen. Det kan for eksempel være skibe, ankre, borge, fisk eller strømme.

Greve-Kildebrønde sognekommune måtte leve op til disse krav, da den i 1955 ville være med i den stadig større kreds af kommuner med eget våben. Den sendte blandt andet disse to forslag til kommunevåben ind til en rådgivende ekspert, statens heraldiske konsulent Paul Warming, i København. Heraldik er læren om våbenskjolde. Forslagene var udfærdigede af billedhugger Skjold Lund fra Snekkersten.

Begge eksempler var “et talende” våben, der illustrerede eller dannede ordspil over indehaverens navn. Andre eksempler på “talende” våben er Ebeltoft med et æbletræ og Sakskøbing, der har to sakse. Greben skulle efter kommunens mening symbolisere “Greve” og brøndene “Kildebrønde”. Roserne var ikke “talende”, men skulle henvise til kommunens landsbyer. Det vil sige Greve, Kildebrønde, Mosede og Hundige. Paul Warming gav særlig det første forslag en hård medfart og godkendte det ikke.

Misforstået symbolik

Ifølge Warming havde kommunen misforstået betydningen af såvel ”Greve” som ”Kildebrønde”.
Greben hørte efter Warmings mening ikke hjemme i våbenet. Forslagsstillerne var gået fejl af ordet “greve”. Det havde ikke noget med en greb at gøre, men betød oprindeligt “fordybning”. Warming henviste til professor Kristian Halds udlægning i ”Nudansk Ordbog” og kunne kun acceptere greben som symbol, hvis der var tale om et bomærke. Altså noget specielt for Greve-egnen. Heller ikke brøndene kunne bruges.

Den heraldiske konsulent argumenterede på denne måde:” Med hensyn til Kildebrønde skal bemærkes, at ordets 1.led iflg. Professor Hald kommer af middelalderdansk ”gældæ”, sandsynligvis med betydningen ”ufrugtbar strækning” el. lign, en afledning af stammen i adjektivet gold, mens navnets 2. led er en bøjningsform af ordet brønd = kilde. Det må desværre erkendes, at disse udlægninger af sognenes navne ikke afgiver egnet materiale til en heraldisk fremstilling”.

Derimod kunne roserne i 2. forslag godt bruges til at repræsentere byerne i kommunen. De skulle bare anbringes lodret over hinanden. Ikke i sik-sak linje, som på forslaget. Sagen kørte nu frem og tilbage et par år. Kommunen var ivrig efter at få godkendt våbenet for at kunne tage det i brug på dens blanketter og formularer.

Hougaards kamp for våbenet

På et tidspunkt greb sognerådsmedlem Christian Hougaard, der også var medlem af Folketinget, ind og prøvede at påvirke beslutningsprocessen. Han henvendte sig blandt andet i 1957 til Folketingets sekretariat for at høre, hvordan det gik med Indenrigsministeriets og Warmings godkendelse af det nye våben. Sekretariatet reagerede ved at foreslå et møde mellem Warming, sognerådsformand Anders Ploug og billedhugger Skjold Lund.

Bomærke

Våbnet blev godkendt i 1957. Kommunen havde nu ændret argumentationen for greben i våbenet: Greben var et gammelt bomærke for bønderne i Greve, de havde brugt som brændemærke på løsgående husdyr i fællesdriftens tid. Brøndene derimod fik lov til at symbolisere ”Kildebrønde”, som kommunen oprindelig havde ønsket det. Bølgerne angav kommunens beliggenhed ved Køge Bugt.