DSC_2910.JPG

Bemærk at udstillingsperioden nu er forlænget
og vises frem til og med 29. juli 2018

Vises fra d. 16. januar – 29. juli 2018

 

Den 20. marts er det 90 år siden at Haandarbejdets Fremme blev grundlagt og dermed også en forankring af en lang og solid tradition for kunsthåndværk i Danmark. Ikke alene som en syssel for kvinder, men som et selvstændigt kunstnerisk udtryk.

Håndarbejdets Fremme har gennem årene arbejdet på at udvikle broderi til en selvstændig kunstform og udtryk. Frem for at brodere kopier af populære motiver fra eksempelvis malerier eller prospekter, har foreningen opfordret dygtige designere til at udvikle et selvstændigt formsprog. Derved er mange af deres designs gået hen og blevet evigtgyldige smukke stykker brugskunst, fremfor flygtige reproduktioner.

Greve Museum har en lang tradition for at arbejde med broderi og kunsthåndværk. Museet har verdens største samling af Hedebosyning, som er den mest avancerede form for broderi. I dag kommer der specialister og entusiaster tilrejsende fra hele verden, for at fordybe sig i denne type syning. Det vil sige hvide syninger i avancerede mønstre og udklip på hvidt lærred. Denne tradition er sammen med den europæiske broderitradition grundlaget for Haandarbejdets Fremme, da de blev grundlagt i 1928. Det er derfor fuldstændig oplagt for Greve Museum at være med til at skabe en udstilling, der viser de sidste 90 års udvikling indenfor broderi og kunsthåndværk.

På udstillingen kan du opleve klassiske designs af blandt andet Th. Bindesbøll, Gerda Bengtsson og Edith Hansen over til de meget farvestrålende designs af Bjørn Wiinblad, Per Arnoldi og H.M. Dronning Margrethe 2. For første gang nogensinde udstilles de originale tegninger på museum sammen med de færdigsyede broderier.

Har du også fået lyst til at brodere, så se med i videoen herunder:

Se også med, når formand for Haandarbejdets Fremme monterer Dronningens seneste design til Haandarbejdets Fremme - en julekalender:

HF-HMD.jpg