Butiksliv

Fra d. 12. april - 30. december 2016

Kan du huske dengang man kunne købe en is for 2 kroner hos købmanden henne på hjørnet? Har du selv stået i butik, dengang melet skulle vejes af hver formiddag? Og kan du nikke genkendende til dengang nyheder var noget, man udvekslede uden for den lokale Brugs? Så kan du måske få opfrisket dine minder – eller blive klogere på, hvordan detailhandelen har udviklet sig ved at besøge udstillingen Fra høker til hypermarked.

Udvekslingen af varer har altid været en del af vores samfund. I dag er det at handle er blevet en integreret del af vores dagligdag. Mulighederne for indkøb har aldrig været mere varierede og konkurrencen om kundernes loyalitet er blevet mere intens. Sådan har det dog ikke altid været. Tidligere var indkøbsmulighederne begrænsede til nærområdets små butikker. Kunderne var lokale og havde stor loyalitet over for deres lokale købmand.

I udstillingen Fra høker til hypermarked kan du lære mere om, hvordan detailhandlen har udviklet sig gennem tiden; fra den lille købmandsbutik på landet til det store buldrende hypermarked. I udstillingen vil der være lidt for alle sanser: her kan du indsnuse duften af den friskmalede kaffe fra købmandens kaffekværn, mens du ser på de stemningsfulde fotos fra Greve Brugsforening eller bliver klogere på dividende- og kontrabøger. Skulle du blive inspireret til lidt spontane indkøb, mens du lærer mere om detailhandelens historie, så kan du også lige bestille lidt varer på nettet.