pigegarde svømmehal

21. august - 11. november 2012

Fra tirsdag d. 21. august kan gæster på Greve Museum se en lille udstilling om Greve Pigegarde - Greves musikalske ambassadører - i anledning af pigegardens 40-års jubilæum.

Der manglede fest og farve

I årene efter kommunesammenlægningen i 1970 var den unge Greve Kommune præget af utallige byggeprojekter. Hvert år blev der opført nye skoler, idrætsanlæg, institutioner og meget mere. Greve var kommet i voksealderen.

Men for John Tjærby, der i 1971 var flyttet til Greve, manglede de mange indvielser og åbninger fest og farve. Derfor gik han i 1972 til daværende borgmester Jørgen Bach og tilbød at opbygge en pigegarde – Greve Pigegarde – så de mange receptioner og indvielser kunne blive fejret på behørig musikalsk vis. Til gengæld skulle kommunen støtte garden økonomisk. Jørn Bach gav en kommunegaranti på 50.000 kr., som John Tjærby efterfølgende kunne låne i Greve Sparekasse. Den 1. september samme år var Greve Pigegarde en realitet i form af et tambourkorps med 18 medlemmer. Efterspørgslen efter Greve Pigegarde blev hurtigt stor, og allerede i 1976 blev der udvidet med et Brassband, så der nu var 60 piger, der spillede. Garden består i dag af 35 uniformerede piger i alderen 10 til 22 år. Herudover har garden en aspirantskole med elever i alderen 9 til 12 år.

I den første tid underviste John Tjærby selv, men snart blev der tilknyttet en mindre stab af musiklærere fra bl.a. Den kongelige Livgarde og Musikkonservatoriet. I årenes løb har pigegarden spillet i utallige sammenhænge både i Danmark og i udlandet. Som en del af aftalen med Greve Kommune har garden været en fast bestanddel ved større kommunale begivenheder, men også mange private arrangører har for et honorar gjort brug af gardens musikalske optræden. Desuden har Greve Pigegarde deltaget flittigt i professionelle tattoo shows og konkurrencer i Danmark og i udlandet.

Mere end 300 piger har siden 1972 i Greve Pigegarde fået en unik musikalsk opdragelse og ikke mindst oplevet værdien af fællesskab og venskab. Alt sammen gjort muligt af frivilliges og forældres engagerede opbakning.

På udstillingen vil det være muligt at se dragter, instrumenter, plakater, fotografier og andre effekter fra pigegardens 40-årige virke.

 

Billedtekst: Greve Pigegarde var med til at indvie Greve Svømmehal i 1978.