Annelise Jacobsens afgangsudstilling fra Den Klassiske Broderiskole

_KA49673

4. november - 31. december 2010

Udstillingen er Annelise Jacobsens afgangsudstilling fra Den Klassiske Broderiskole, hvor hun har fulgt et 6-årigt skoleforløb. Udover færdige broderier kan de besøgende se de forskellige broderiteknikker gennemgået på plancher. Annelise Jacobsen vil være til stede på dagen, og det samme vil også Annelise Jacobsens broderilærer fra Den Klassiske Broderiskole, Lis Ahrenkiel, som vil fortælle de besøgende lidt om skolens uddannelse, og hvad formålet med en sådan specialskole er.

Den Klassiske Broderiskole
Den Klassiske Broderiskole i Teestrup ved Haslev ledes af håndarbejdslærer Lis Ahrenkiel. Skolen har til formål at give kursisterne grundlæggende håndværksmæssige kvalifikationer i broderi. Skolen søger at bevare, beskrive og videreudvikle broderi, som er en del af vor kulturarv. Dette falder godt i tråd med, at Greve Museum har en stor samling af broderier, som museet formidler gennem udstillinger og undervisning både for skolebørn og andre besøgende. Og Greve Museums samling har også været med til at inspirere Annelise Jacobsen i hendes valg af motiver og broderiteknikker.

Et liv fyldt med håndarbejde
Annelise Jacobsen har efter et endt arbejdsliv benyttet muligheden for at blive ved med at lære, og hun valgte derfor at følge et skoleforløb på Den Klassiske Broderiskole i Haslev. Hun fortæller, at hun hele sit liv har lavet håndarbejde, og at det derfor var meget naturligt at bruge mere tid på håndarbejdet, da hun blev pensioneret. Det er i øvrigt ikke første gang, at Greve Museum udstiller broderier af Annelise Jacobsen. Hun har nemlig været en del af en studiekreds, som under tekstillærer Jytte Harboesgaards kyndige vejledning studerede udvalgte broderier fra museets samling og derefter arbejdede videre med de gamle mønstre for at skabe egne broderier ved hjælp af de traditionelle teknikker. Selvom denne studiekreds ikke officielt fungerer mere, har Greve Museum dog stadig stor glæde af deltagernes broderier. I de seneste år har museets juletræ været pyntet med julekugler lavet i hedebosyning, og igen i år vil der også til jul komme et bidrag fra den gamle studiekreds – heriblandt fra Annelise Jacobsen.