2019-08-28 Foto 1 - Vandrefestival var en succes. Foto af Mikkel Stage.jpg

Mere end 100 gik med på historisk vandretur

Søndag den 25. august mødte mere end 100 mennesker op i Greve Landsby for at gå med på en historisk vandretur i lokalområdet med Greve Museums arkivar Mikkel Stage

Rekordstort fremmøde
I disse uger løber den landsomspændende Vandrefestival af stablen og søndag den 25. august gik turen fra Greve over Gjeddesdal, videre mod Kildebrønde og retur til Greve. Med hele 118 fremmødte kunne man konstatere, at der er masser af interesse for lokalhistorien. ”Det er skønt at opleve den stigende interesse der er for områdets historie, det giver masser af energi, at få lov til at formidle historien til så mange søde og interesserede fremmødte” fortæller Mikkel Stage begejstret.

Historier om både fattigfolk, bønder og godsejere
Turen begyndte ved Greve Kirke og gik forbi hospitalet, hvor sognets fattige boede i gamle dage. I dag kan hospitalet også ses på frilandsmuseet. Derfra gik turen videre mod Gjeddesdal. På vejen fortalte Mikkel om Grevelejren og 1. Verdenskrig - Dengang da landsbyen lige pludselig fik en militærlejr på 1700 mand som nabo. Det smukke Gjeddesdal Gods har alle årene haft en enorm betydning for sognene i Greve kommune. Her fik vi også et kig på det lille vandmejeri og hørte om de driftige Valentinere, der var med til at revolutionere mejeridriften i Danmark. Så gik turen videre mod Kildebrønde, hvor vi gjorde holdt ved den gamle mølle og hørte historien om landevejen der blev grundlagt her i 1788. Alt i alt en rigtig dejlig dag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel og alle klarede turen, selvom arkivaren havde forregnet sig lidt, og der kom et par ekstra kilometer oveni hatten.

Hvis du vil vide mere….
Der er pt ikke flere historiske vandringer i kalenderen, men hold øje med museets hjemmeside, som løbende bliver opdateret med nye arrangementer både ude af huset og på selve museet. Mikkel Stage fortæller, at han gennem årene har fået masser af gode historier og hjælp fra Greve Lokalhistoriske Forening, som gennem mange år har arbejdet for at indsamle historier om lokalområdet. Kunne du også tænke dig at vide mere om den lokale historie, så kan det være en god idé at melde dig ind i Greve Lokalhistoriske Forening. Det er på ingen måde et krav, at man i forvejen ved en masse om lokalhistorien eller at man kommer fra en slægt, som har boet på egnen i flere generationer. Meget fra Greve Kommunes fortid findes stadig, og det er foreningens væsentligste aktivitet at indsamle dette materiale og dermed udbrede kendskabet til lokalhistorien og vække interesse for områdets historie. Du kan læse mere på www.greve-lokalhistoriske-forening.dk