Greve Museum - Mange steder i udstillingen om Børne TVs historie var oplagte foto-locations.jpg

Besøgstal øget med mere end 30% på Greves to museer

2017 blev et rigtig godt år for både Greve Museum og Mosede Fort, Danmark 1914-18. Mere end 25.000 gæster lagde i årets løb vejen forbi museerne, hvilket er 6000 flere end året før.

Glade børn og familier på Greve Museum

På Greve Museum var det i det første halvår særligt særudstillingen Børne TVs Historie, som trak rigtig mange familier med børn i alle aldre til museet. Mange af gæsterne til denne udstilling besøgte museet for første gang, og derfor var det en særlig stor glæde at høre og læse de mange tilbagemeldinger fra gæsterne om, at de ønskede at vende tilbage til museet til andre udstillinger eller arrangementer. Én gæst skriver i sin anmeldelse på museets Facebookside:

”Havde en skøn tur ned og se udstillingen med børne-TV sammen med min 2 årige søn og min mor. Det er en god udstilling både for børn og voksne, da der er figurer som alle kender. Personalet var rigtig flinke, og det var også spændende at se de øvrige udstillinger. Bestemt et besøg værd. Næste gang tager vi også en tur til mosede fort samtidig”.


Udstillingen Hvem Sagde Broderi? med sublim moderne broderikunst samlede mange kunst- og broderiinteresserede ligesom museets mange og forskelligartede arrangementer lige fra ferieaktiviteter for børn, lokalhistoriske foredrag til midsommerkoncert til et stort historisk kagebord trak rigtig mange gæster til museet.


Topkarakter til museet på Mosede Fort

På Mosede Fort har gæsterne i en tilfredshedsundersøgelse tilkendegjort, at de er meget tilfredse. 90% af de adspurgte gav udtryk for, at de enten var meget tilfredse eller ovenud tilfredse. På Tripadvisor, hvor museet efterhånden har fået en del anmeldelser er det samme mønster, der viser sig, nemlig, at museet ligger helt i top med 4,5 stjerner ud af 5. To begejstrede gæster har skrevet følgende på Tripadvisor:

” Rigtig spændende museum for både børn og voksne. Museet er levende og har mange spændende rum og en god rundviser. God museumsbutik og restauranter i havnen tæt ved”.

 

”Fremragende formidling

Mosede Fort er et fremragende museum for både børn og voksne. Børnene vil elske at man må røre ved det hele og voksne på alle niveauer kan lære noget om perioden i de mange temaopdelte rum”.

Medarbejderne på de to museer med museumschef Henriette Buus i spidsen er alle glade for, at så mange gerne vil møde historien på en spændende måde, og håber at endnu flere får lyst til at lægge vejen forbi ét eller begge museer i Greve i løbet af 2018.

 

Du kan glæde dig til både større events, kurser, foredrag, børneaktiviteter og meget andet på begge museer i løbet af 2018. Hold dig orienteret om, hvad der sker ved at hente en aktivitetsfolder, se på museernes hjemmesider grevemuseum.dk og mosedefort.dk eller følg museerne på Facebook.