Forstaden ændrer sig hele tiden, eller er det i virkeligheden kun vores syn på den, der ændrer sig?

Hvor er forstaden i 2013?

I dag – 13 år inde i det 21. århundrede – er forstaden mere moderne end nogensinde før. I 1980’erne, da Køge Bugtbyernes kolossale bomaskiner og stramme parcelhuskvarterer efterhånden stod færdige, vendte bl.a. litteraturen sig mod forstaden og hyldede i stedet storbyen. Forstadens beboere måtte til stadighed lægge ører til kritik om monotoni, manglende engagement og generel kedsomhed.

I dag arbejder samtidslitteraturen imidlertid anderledes med forstaden. En forfatter som Charlotte Weitze beskriver med magisk realisme, hvordan forstaden ikke er så kedelig og forudsigelig som tidligere anset, ligesom flere andre yngre forfattere bruger forstaden som den kontekst, hvor det uforudsigelige menneskeliv udspiller sig.

Før den verdensomspændende finanskrise brød ud i 2008, fulgte byudviklingen mønsteret 1950’erne og frem. Områder længere og længere ude i storbyernes periferier blev inddraget til byudvikling. Både villakvarterer og lejeboliger skød op, og boligannoncer for både ejer og lejeboliger reklamerede med nærheden til København, selvom boligerne lå mere end 40 km væk.

Anno 2013 har boligens vigtighed som ramme for det gode liv imidlertid ikke ændret sig, og der bliver stadig bygget nye huse, om end det er færre end før 2008. En ting, som dog er anderledes end for 30 år siden, er, at det er blevet mere populært at bo til leje. Det kan være svært at sælge sin ejerbolig i tider med mange arbejdsløse og økonomisk usikkerhed, så lejeboligens uforpligtigende karakter tiltrækker flere og flere. Dermed har boligområder, hvor udlejningen måske tidligere har gået lidt trægt, fået et løft, fordi flere middelklassefamilier er flyttet ind.

Hvor meget har egentligt ændret sig i byggeriet og drømmene om det gode liv i de seneste 50 år?

Læs mere:

  • Bro, Henning m.fl. (red.): Hovedstadsmetropolen efter 1945. Hovedstadens Kulturhistoriske Arkiver 2011.
  • Dahl, Henrik: Den usynlige verden. Gyldendal 2008.
  • Kristensen, Hans: Kristensens bolighistorie – fire generationers boliger 19102010. Bolius 2012.