Fra slutningen af 1700-årene og frem til begyndelsen af 1900-tallet kunne man på landbokvindernes hovedbeklædning se, fra hvilken egn de kom.
Femfoldet huenakke med guldbroderier, en såkaldt “Guldnakke”, fra ca. 1840-50
På Hedeboegnen var befolkningen meget velstående pga. den frugtbare jord, stor afsætning af landbrugsprodukter til København, Roskilde og Køge, og fordi bønderne ikke have været underlagt hoveriarbejde i 1700-tallet.
Bøndernes velstand vistes gennem boligens udskårne og bemalede møbler, de hvide pyntetekstiler samt den smukke dragt, hvortil fra ca. 1830 hørte kvindernes guld- eller sølvbroderede huenakker.
Om huenakkerne ved man, at de var syet af professionelle huekoner, der mestrede guldtrækkeri, en teknik, der kendes fra hærens uniformer. Huenakken med sølv- guldbroderi var et statussymbol for kvinderne, en rig gårdmandskone kunne have adskillige. Nogle kvinder fra Hedeboegnen holdt fast ved at bære denne hovedbeklædning lige indtil efter l. Verdenskrig.
Omkring 1850 begyndte
den nye bymode at blive almindelig på landet.
Præstefruen og degnefruen
gik klædt som borgerskabet i København, Roskilde og Køge,
mens bondekvinderne havde haft en mere farverig egnsdragt. Dette ændrede
sig midt i 1800-tallet, hvor kvinderne på landet fik krinolinekjoler
som i byen. Man beholdt dog den flotte femfoldede huenakke, og fik nu en
hvid krave i udklipshedebo, som en fortsættelse af en gammel tradition
med en udsyet særkekrave. Mændene fra gårdene begyndte
at gå i sort eller mørkeblåt tøj med vest, lange
bukser og jakke.
I udstillingen "Mod nye tider"
ses eksemper på både bondekvindens egnsdragt og krinolinekjolen
fra midten af 1800-årene.
Huenakkerne blev opbevaret i fint
dekorerede spånæsker. På billedet ses en spånæske
fra Greve Museums permanente udstilling.
Læs mere om spånæsker
her
.
