10645192_561933453906132_5432906126159704853_n.jpg

En (u)hyggelig Allehelgenseftermiddag på museet

Søndag d. 29. oktober kl. 12-15.30 

Kom til en (u)hyggelig, familievenlig allehelgenseftermiddag 

Kl.12.00 – 12.45: (U)hyggelige fortællinger i stuehuset

Når mørket sænkede sig over landsbyens gårde i gamle dage, blev der ofte fortalt historier. Ifølge folketroen er allehelgensaften den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er løse for at vanære og håne de helgener, der festligholdes på Allehelgensdag. Kom og tag plads i den gamle stue og hør hvorfor man var bange for ondskab og ånder i gamle dage.

Kl. 13.00 – 15.30: Maske og lygteværksted

I dag kender mange børn bedst Allehelgen som Halloween, hvor børn og voksne klæder sig ud som spøgelser, hekse eller andre uhyggelige væsener. I vinduerne eller foran hoveddøren pynter vi med udskårne græskarhoveder med levende lys i. Oprindeligt er græskarlygten Jack O-Lantern opkaldt efter et irsk sagn om ”Stingy Jack”, som efter sin død ikke kunne komme i Himmelen eller i Helvede, fordi han havde narret Fanden. Ifølge myten går han stadig rundt med et stykke gloende kul i en udskåret roe og leder efter et sidste hvilested. I Danmark brugte man tidligere roer eller kålrabi til at lave uhyggelige lygtemænd, som kunne bruges til at skræmme naboer, venner og uvenner, men også til at tænde lys i den mørke tid.

Børn og voksne kan lave deres egen lygtemand eller maske og få med hjem. Vi har både roer og græskar at skære lygter af.

Det er gratis at deltage, men der vil være en materialepris i værkstedet.