Soldater på Mosede Fort

Kontakt

Greve Museum
Bækgårdsvej 9
2670 Greve
43 40 40 36
museum@greve.dk

Mød soldaterne fra 1. Verdenskrig

På tre søndage over sommeren kan du tage hele familien med på Mosede fort. Se soldaterne fægte med bajonetter og hjælp med at spotte krigsskibe fra udkigsposten. Der er historiefortælling for både børn og voksne, når vi rejser tilbage til dengang, hvor krigen rasede i Europa - og Danmark stod klar til at forsvare sig mod fjenden.

Vær med i historien

Der er oplevelser for hele familien, når historien bliver levende på fortets tilgroede volde og skjulte betonhuler. Du får udleveret en soldaterbog, og med den i hånden kan du gå på opdagelse og opleve soldaterne på deres poster. På tætteste hold fortæller vi historien om soldaternes hverdag under 1. Verdenskrig. Hjælp med at spejde efter fjendtlige krigsskibe og se soldaterne øve sig i bajonetfægtning. Du kan også høre om den store jernkanon ved Tunestillingen – eller måske du bare vil vide, hvad soldaterne laver, når de ikke er på vagt.

Praktisk info
Du kan besøge Mosede Fort og møde soldaterne på følgende søndage i 2014:
1/6, 6/7, 10/8. Alle dage kl. 13-15.

Der er gratis adgang til området omkring fortet.

Bliv soldat på Mosede Fort
Du har stadig mulighed for at blive en af de frivillige soldater på Mosede Fort. Så meld dig under fanerne, hvis du har lyst til at opleve historien på egen krop og give publikum en god oplevelse. Du skal være minimum 18 år og kunne indgå i vagtplanen på nogle af de udvalgte søndage.

Kontakt museumsformidler Louise Ahmt på tlf. 2031 1914, hvis du er interesseret.

Den 7. august genåbner Mosede Fort med udstillingen ”På kanten af krig”. Her kan du opleve Danmark under 1. Verdenskrig (1914-1918) og mærke den glemte historie om, hvordan det var at leve i et neutralt land i krigens skygge. Sjælland blev skåret over af en skyttegravslinje, farvandene fyldt op med miner, og husmødrene stod i lange køer for at skaffe mad til familien. På fortet skal du ikke have læsebrillerne på. I stedet skal du bruge dine ører, øjne og hænder til at blive klogere på en periode i Danmarks-historien, som ændrede danskernes liv for altid.

Læs mere på www.danmark1914-18.dk

Sidst opdateret: 03. februar 2017   |   Kommentar til sideansvarlig