Hjælp museet med at indsamle

Kontakt

Greve Museum
Bækgårdsvej 9
2670 Greve
43 40 40 36
museum@greve.dk

Fokus på genstande fra 1900-tallet

Er du typen, der gemmer gamle busbilletter? Eller bukser, der var moderne i 1970erne? Så vil vi på Greve Museum gerne høre fra dig, da du måske har nogle af de ting, som vi søger til en ny udstilling.

På Greve Museum er vi i øjeblikket ved at lave en ny permanent udstilling, der handler om at bo på Greveegnen i 1900-tallet. Nu skal de historier, som nulevende borgere kan huske, på museum, og derfor har vi brug for hjælp til at finde interessante hverdagsting, der kan fortælle om livet i Greve i nyere tid.

I løbet af 1900-tallet har Greveegnen ændret sig fra at være landbrugsområde til at være forstad, og befolkningstallet er steget markant i denne periode. Den første tilflytning kom i mellemkrigstiden, da det blev moderne at flytte syd for København i sommerperioden. Teltlejre og små sommerhuse skød op, og sommergæsterne strømmede til egnen for at lufte badetøjet og nyde sommeren i det fri.

Den næste store tilflytningsperiode var i 1960erne-1970erne, hvor mange flyttede i parcelhuse samt i moderne etagebyggerier, hvor de indrettede hjemmene i moderigtige brune nuancer. Med de mange tilflyttere opstod der også et behov for etablering af nye børnehaver, skoler, fritids-, indkøbs- og transportmuligheder. Det var en tid, hvor Greve havde vokseværk, og mange nye faciliteter kom til, som greveborgere stadig nyder godt af i dag.

I slutningen af århundredet kom der tilflyttere fra andre lande til Greve. Mange bosatte sig i Hundige-området og var med til at gøre Greve Kommune til en flerkulturel kommune, der i dag huser jyder, københavnerne, bornholmere, tyrkere, irakere og mange andre kulturer. Én ting har alle dog tilfælles: At være greveborger.

Vi søger ting, der kan fortælle om, hvordan Greve har udviklet sig i det 20. århundrede. Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du har historier, fotos eller ting, der kan vise noget om, hvordan det var at flytte til Greve, eller hvordan det var at opleve tilflytningen for de, der boede her i forvejen. Har du stadig tidstypiske møbler, tøj, nips og hverdagsgenstande i gemmerne? Det kan være skibsbriksen fra børneværelset, meddelelsesbøger fra skolen, en gammel Nilfisk støvsuger, køkkenservice, idolplakater fra teenageværelset, plantegninger over hus og have osv. Vi søger ting, der kan fortælle om alle facetter af livet i Greve.

Kontakt Greve Museum på tlf. 43 40 40 36. Kontaktpersoner: Museumsinspektør Kamilla Hjortkjær (kmi@greve.dk) og projektmedarbejder Louise Ahmt (lkah@greve.dk).

Sidst opdateret: 03. februar 2017   |   Kommentar til sideansvarlig