20/8: Foredrag - Drømmen om det gode liv

Kontakt

Greve Museum
Bækgårdsvej 9
2670 Greve
43 40 40 36
museum@greve.dk

Søndag d. 20. august kl. 14

Søndag den 20. august er der fokus på det gode forstadsliv på Greve Museum, når Ph.d. og museumsleder Poul Sverrild fra Forstadsmuseet i Hvidovre gæster Greve Museum for at fortælle om drømmen om det gode liv i forstaden.

Drømme om forstadens lyksaligheder
Langs Køge Bugt leves 'Det gode liv i Forstaden'. Storkøbenhavns mest planlagte 'byfinger' blev efter Besættelsen til byens største vækstområde. Danmark var fattigt, men både Rigsdagen, byplanlæggerne og arkitekterne var rige på drømme om, hvordan fremtidens liv skulle leves. Danskerne havde også deres drømme om forstaden, og det var ikke altid de samme som politikernes. Skulle vi bo højt eller lavt, være ejere eller lejere? Fingerplanen skabte rammen, men udførelsen af byerne stod mange andre bag.

En passioneret formidler med passion for ”den grå betons historie”
Forstaden blev erklæret død af direktøren for Dansk Arkitektur Center Kent Magnussen i 2012, men denne påstand afviser dagens foredragsholder Poul Sverrild, der udover at være chef for Forstadsmuseet i Hvidovre og Brøndby også er nyudklækket Ph.d. i forstadshistorie. Dagens foredragsholder mener tværtimod, at forstaden er i topform! Poul Sverrild har ry for at være en passioneret og formidabel formidler, der gerne møder sit publikum både til foredrag og i formidling på gaden. Han er sågar blevet betegnet som en intet mindre end ”guddommelig formidler” i programmet Smagsdommerne på DR2. Så foredragsgæsterne på Greve Museum denne søndag eftermiddag kan bestemt se frem til et foredrag om forstaden, der på ingen måde bliver kedeligt!

Praktiske oplysninger
Billetter til foredraget koster 40 kroner og kan købes umiddelbart før foredraget i museets café.

Sidst opdateret: 20. juli 2017   |   Kommentar til sideansvarlig