10/5: Digital strandvejsvandring

Kontakt

Greve Museum
Bækgårdsvej 9
2670 Greve
43 40 40 36
museum@greve.dk

Onsdag d. 10. maj kl. 16 - lokalhistorisk café

Onsdag den 10. maj holder Greve Museum og Lokalarkiv åbent fra kl. 11 – 20. Onsdag eftermiddag kl. 16 inviteres gæsterne indenfor til en lokalhistorisk café, hvor arkivar Mikkel Stage med udgangspunkt i arkivets store fotosamling vil fortælle historier fra området omkring strandene ved Greve.

Camping, sommerhuse og handelsliv
Husene langs Strandvejen gemmer på mange små finurlige historier. Nogle vedrører bare enkelte personer eller bygninger, mens andre er en del af hele kommunens historie. Denne eftermiddag vil arkivar Mikkel Stage folde nogle af de mange historier ud, når han fortæller om livet, bygningerne og stederne langs stranden.

Stranden har gennem mange år været samlingspunkt for rigtig mange mennesker. Omkring år 1900 var det mest fiskerne, der holdt til langs vandet, mens bønderne hentede tang fra deres strandlod, som de kunne gøde deres jorde med. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte mange dog at få øjnene op for muligheden for at bygge sommerhuse ved stranden, hvis man altså havde råd til det. Andre måtte nøjes med en lidt billigere løsning, nemlig at slå et telt op, når sommerlivet skulle nydes ved vandet. Kom og hør historier fra dengang tusinder af sommergæster hver weekend enten cyklede eller sejlede til Greve for at nyde lyset, solen og luften ved stranden.


Ved eftermiddagens foredrag kan du bl.a. få lov at se et udvalg af nyindkomne fotos til arkivet fra Danmarks ældste organiserede campingplads, Danmarkslejren, som den dag i dag stadig findes lige her i Greve – I dag kender vi den bare under navnet Hundige Strand Familiecamping.


Praktiske oplysninger
Arrangementet koster 30 kroner. Dog er det gratis at deltage for medlemmer af Greve Museums Venner, Greve Lokalhistoriske Forening, Foreningen Valdemar samt Sydkystens Slægtsforskere. Det foregår onsdag d. 10. maj kl. 16-17 i museets café. Billetter købes i caféen på dagen.

Sidst opdateret: 15. maj 2017   |   Kommentar til sideansvarlig